Lokalbehandling
med binyrebark-hormon, af læger kaldet “steroider” (creme eller salve), bruges til behandling af mange almindelige hudsygdomme og er ofte af afgørende betydning for behandlingen.
Nogle eksemer forsvinder hurtigt hvis man får den rette behandling, andre er kroniske og forsvinder ikke selvom man behandler, men kan holdes nede ved lokalbehandling således at man kan leve med eksemet.
Styrkeinddeling
Binyrebark-hormon til lokalbehandling inddeles i 4 grupper efter styrke. Gruppe 1 er de svageste midler (fx hydrokortison 1%, der fås i håndkøb), mens gr. 4 er de stærkeste, der kræver nøje kontrol hos egen læge eller hudlæge.
Creme eller salve?
Samme lægemiddel findes ofte som både creme og salve. Salver er mere fedtede og derfor uegnede til for eksempel håndfladerne. Salve kan være nemmere at smøre ud i et tyndt lag end creme.
Når der i denne vejledning står creme menes både creme og salve.
Nogle patienter er bange for at bruge hormoncreme og smører derfor for lidt og for sjældent. Så virker behandlingen ikke ordentligt. Det er vigtigt at følge nedenstående anvisning.
Hvor tit skal man smøre?
To gange om dagen den første uge, herefter en gang dagligt i en uge. Den videre behandling skal ske efter aftale med lægen, men ofte kan man nøjes med at smøre to gange om ugen eller gå over til et svagere middel.
Hvor meget creme skal der anvendes?
Det afhænger naturligvis af hvor stort et hudområde der skal behandles, samt af hudens tørhed og hvor slemt eksemet er.
Brug følgende doseringsanvisning:
Tryk creme eller salve ud på spidsen af pegefingeren, så den dækker blommen på yderstykket. Det svarer til en fingerspids-enhed (FSE).
I tabellen er der angivet eksempler på hvor stor en mængde creme der skal anvendes til indsmøring forskellige steder på kroppen:
Per gang anvendes:
En hånd 1 FSE
Hele armen 3 FSE
En fod 2 FSE
Hele benet 6 FSE
Er det farligt at anvende hormoncreme?
Nej, når hormoncremen anvendes rigtigt er risikoen for bivirkninger minimal. Brugt rigtigt er det ikke farligt af anvende hormoncreme.
Hvad skal man passe på?
Brug kun hormon-creme på det hudområde hvor den er tiltænkt. Der er stor forskel på hvilken behandling man kan og skal anvende forskellige steder på kroppen.
I ansigtet og omkring kønsorganerne er huden tynd hvorfor man må anvende de svagere midler.
På hænder og fødder, specielt svarende til hånd- og fodsåler, kan man anvende stærkere midler.
Undgå
At anvende hormoncreme som “fugtighedscreme”.
Tætsluttende tildækning (fx plasterforbinding) af behandlede hudområder, undtagen hvis denne behandling er aftalt med lægen.
At bruge hormon-creme til andre formål end aftalt med lægen.