sterilisation
Ved sterilisation er det muligt af sikre sig permanent mod uønsket svangerskab.
Inden en sådan beslutning tages er det dog vigtigt at gøre sig klart, om man ikke senere, eventuelt i et nyt parforhold, kunne ønske sig at få flere børn.
Det er ligeledes vigtigt at overveje om andre, mindre indgribende former for prævention end sterilisation, kan opfylde ens behov for prævention.
Sterilisation af mænd er et væsentligt mindre indgreb end sterilisation af kvinder.
Laparoskopi (kikkert-operation)
Sterilisation af kvinder foretages normalt ved en kortvarig operation i fuld bedøvelse, hvor der indføres en kikkert i bughulen gennem et lille snit under navlen. Forbindelsen gennem æggelederne afbrydes, enten ved brænding eller ved at påsætte små klips af plastik eller metal på æggelederne. Herved forhindres graviditet.
Komplikationer
Enhver operation rummer en vis risiko for komplikationer (blødning, infektion eller komplikationer i forbindelse med bedøvelsen), men risikoen er dog lille ved denne operation. Hvis der kommer blødning ind i bughulen eller hvis kikkert-operation ikke er teknisk mulig, kan det være nødvendigt at foretage en mindre operation med åbning af bughulen ved et “bikini-snit”.
Ca. 10% af kvinder som har fået foretaget sterilisation, angiver bagefter at de har oplevet ændringer i menstruationsmønster eller haft underlivssmerter.
Påvirker sterilisation seksuallivet?
Undersøgelser har vist, at langt de fleste kvinder der bliver steriliseret, er særdeles tilfredse med resultatet, og at lysten til samleje er uændret eller bedret efter sterilisationen.
Sterilisation er ikke 100% sikker
Selv om sterilisationen er udført korrekt, kan æggelederne i sjældne tilfælde vokse sammen igen, således at kvinden alligevel bliver gravid, eventuelt udenfor livmoderen. Risikoen for at blive gravid efter sterilisation er dog mindre end 1%, størst i det første halvår efter operationen.
Hvis man fortryder sterilisation?
Man skal betragte sterilisation som et endeligt indgreb, og hvis man er i tvivl om det er den rigtige beslutning, må man hellere lade være eller udskyde beslutningen.
Det er muligt ved en ny operation at forsøge at genskabe forbindelsen mellem æggelederne, men det lykkes kun for ca. halvdelen af kvinderne at blive gravide igen, og forekomsten af gravitet udenfor livmoderen er betydeligt forøget.
Fremgangsmåde ved ønske om sterilisation
Hos lægen skal man have vejledning om operationen, eventuelle komplikationer, de begrænsede muligheder for at gøre indgrebet om, samt om andre muligheder for prævention. Man skal endvidere underskrive en skriftlig anmodning om sterilisation.